FSC Designrejse
 

2019

 

Morten Schnedler fra Via Design og Business løb med årets pris for sin smukke skammel Arabesk.

Grundet Covid-19 har Morten desværre ikke været i Vietnam endnu.

 
Coatlahl_paa_vej_mod_skoven2.jpg

2018

 

Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK), der med deres design Frames vandt årets konkurrence. Følg deres rejse til Riga her.

FSC-07840.jpg

2017

 

Rikke Palmerston Christensen fra Arkitektskolen Aarhus vandt FSC Design Award 2017 med sit design ”Knægt”, som er et garderobemøbel, hvor ophæng og opbevaring er tænkt ind i en kontinuerlig form. Ved kåringen understregede dommerne designets arkitektoniske formgivning og levende æstetik.

Rikke var på tur med FSC og Verdens Skove til Honduras, hvor hun lavede en FSC-certificeret honduransk version af sit vinder design i lokale træarter i samarbejde med et lokalt værksted. Rejsen bød derudover på en tur til en FSC-certificeret skov, et indblik i lokalt trædesign, samt et besøg hos de indfødte folk, hvor Rikke oplevede, hvordan de lever i og af skoven.

2016

 

I 2015 vandt Thomas Bundgaard FSC Design Award med sit design ”FuncTure Side Table”. Præmien var en rejse til Bolivia, for at opleve FSC-skov på egen krop. Thomas blev specielt overrasket over oplevelserne med de mennesker, der arbejder i og omkring skovene. 

2015

 

Sigrid Juel Jensen vandt i efteråret 2014 FSC Design Award med hendes ophængningsstativ "SKRUE", som trækker spor tilbage til den gamle drejetaburet og høvlebænk. FSC Danmark sendte i maj vinderen på en rejse til Canada, hvor hun skulle opleve en FSC-certificeret skov, udarbejde en version af sit vinderdesign på et lokalt værksted i canadiske træsorter, se på canadisk design og besøge indfødte, som har en stærk totempæl-kultur og som arbejder med traditionelt håndværk fra FSC-skovene. Hun kom dermed helt tæt på arbejdet med FSC og bæredygtigt skovdrift i Canada.

2014

 

Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel foran 100 andre design- og arkitektstuderende. FSC Danmark sender nu vinderen på en rejse til en FSC-certificeret skov i Indonesien, hvor han blandt andet får mulighed for at udarbejde en prototype af vinderdesignet på et lokalt værksted og komme helt tæt på arbejdet med FSC og bæredygtigt skovdrift i Indonesien

2013

 

De to designstuderende Anne Nørbjerg og Sanne Kyed vandt i efteråret 2012 FSC Design Award med deres kombinerede altanbord og tørrestativ ”DryUnder”. De har siden også vundet Formlands Upcoming Award og har valgt at gå iværksættervejen ved at starte deres eget firma.

Pigernes præmie var en rejse til Kina, hvor de var på en uforglemmelig tur.

2012

 

Den unge designstuderende på Arkitektskolen i Aarhus, Mette Vestergaard, vandt i efteråret 2011 konkurrencen FSC Design Award med sin opslagstavle HapsHaps.

Mettes præmie var en rejse til Tanzania, hvor hun i følgeskab af en fotograf og en journalist besøgte en FSC-certificeret skov. Samtidig skulle hun udforme en prototype af sit vinderdesign i samarbejde med et lokalt værksted og i lokale træsorter.

2011

 

Mette Schelde, der er designstuderende på Arkitektskolen i Aarhus, vandt FSC Design Award 2010 med sit bord SideTable. Præmien var en rejse til hjertet af Brasilien, hvor hun besøgte en FSC-certificeret regnskov i Amazonas og et lokalt værksted.

2010

 

Vinderne af FSC Design Award 2009 blev Simon Andersen og Martin Rude Lindegaard fra Designskolen Kolding. De vandt for deres interessante grafiske tilgang til design, og var i Nicaragua for at omsætte deres designidéer til produkter på et lokalt værksted.

Vi fulgte dem dagligt på deres rejse fra værkstedet og ud i den nicaraguanske FSC-regnskov.